Eco-print – Kontaktprint

Kursus i Eco-print.

Har du også set de vildeste plantetryk på stof og papir og tænkt: ”Eco-print, det skal jeg bare lære!”

Her er kurset til dig, der har tænkt tanken, men ikke er kommet i gang endnu, og for dig, der har printet lidt og som gerne vil lære flere teknikker, lidt mere kontrol og lidt skarpere prints.

Grundprincipperne i eco-print vises og forklares, og du lærer de fif og tricks, der skal til for at få gode og tydelige print. Herefter gennemgås mere avancerede teknikker, der sætter dig i stand til at lave knivskarpe prints på selv tynde tekstiler som fx silkeponge og silkechiffon, og ikke mindst til at trykket kun er lige dér, hvor du vil have det, uden at lave skygge alle andre steder.

Den første del af kurset er klart defineret, her vil der blive vist og forklaret forskellige teknikker, som du selv skal lave eksempler på. Den sidste del rummer mulighed for individuelle ideer og eksperimenter. Det er her, der er mulighed for at printe tørklæder, stof til bluser, toppe, nederdele osv. eller på medbragte t-shirts.

Som altid ved eco-print er intet 100% forudsigeligt, og planter, der har vokset forskellige steder, arter sig ikke altid ens. Til gengæld er der garanti for wow-effekt og masser af smukke prints.

Der arbejdes primært på uld-og silkestoffer på kurset, da det er disse kvaliteter, der er bedst egnede til eco-print. Det vil dog være muligt i mindre omfang også at trykke på bomuld.

Uld,- silke- og bomuldsstoffer i forskellige kvaliteter kan købes på kurset, men kan selvfølgelig også medbringes.

Ligeledes er det muligt at købe forskellige eukalyptusblade og så er du velkommen til at gå på jagt i min have og supplere lidt.

 

Underviser: Anja Bruun Sørensen fra Kajoli

Prisen for kurset er 1750 kr.   Derudover er der brugerbetaling på 150 kr., der afregnes direkte til Anja på kurset, for lån af det nødvendige udstyr.

Kursusprisen er inklusiv kaffe/te.

Forudsætninger: ingen

Har du nogle spørgsmål til kurset, er du velkommen til at ringe til mig på 22251188.

Kursusdato

Hold nr.T18.02: Ecoprint.  Lørdag d. 1.september fra 9-18 og søndag d. 2. september fra 9-15. Tilmeld